"Vi har brug for noget vi kan stole på. Noget vi kan tro på. Nogle fælles mål, vi er enige om.”
Sådan beskriver PcP’s CTO, Michael Habekost, behovet for en EPD. For selvom miljøvaredeklarationer i fuld udstrækning kan være tunge og tekniske at læse, er de blevet et fælles sprog for klimaftryk.
På få år er EPD’en rykket fra at være et dokument, de største virksomheder talte om, til at være en fast del af helt almindelige byggeprojekter. Ikke fordi byggebranchen mangler mere papirarbejde, men fordi data er blevet afgørende for at have pålidelig information til at sammenligne produkters miljøpåvirkning på en ensartet måde.
Hos PcP blev arbejdet med at få EPD’er på op til 90% af deres riste ikke en skrivebordsøvelse. Det blev en proces, som trækker tråde tilbage til virksomhedens første sikkerhedsriste i 1970’erne og har tvunget organisationen til at gå egne tal, leverandørdata og antagelser efter i sømmene.
”EPD’en er svær at forstå.” siger Habekost. ”Men det er vigtigt at få fortalt historien.”
PcP’s arbejde med miljøvaredeklarationer begyndte længe før 2021.
”Vi har arbejdet med styrke-/vægtforhold helt tilbage fra de første pladeriste i 1970’erne,” fortæller Michael Habekost. “Det var et konkurrenceparameter allerede dengang at kunne bruge mindre materiale uden at gå på kompromis med styrken.”
I dag kalder vi den ressourceeffektivitet. Dengang handlede det om konstruktion, effektivitet og konkurrenceevne. Men logikken var den samme: mindre materiale, mindre energiforbrug og bedre løsninger.
Bæredygtighed kom ikke ind i virksomheden med en strategi. Den voksede ud af praksis.
”Helt tilbage i 90’erne arbejdede vi med at skifte til grøn energi,” siger Habekost. ”Vi valgte at skifte all vores pære først, og så at skrifte til naturgas frem for kulfyret fjernvarme.”
Ifølge ham hænger det sammen med kulturen i virksomheden. Der har aldrig været langt fra ledelse til produktion. Beslutninger om materialer og energiforbrug har ikke været isoleret i en strategi, de har været en del af hverdagen.
”Fokus på bæredygtighed kom først senere,” forklarer Habekost. ”Men logikken passede, og passer, stadig,” siger han. Set med nutidens briller, var det fra PcP’s side tidlige skridt, der blev taget i samme retning.
EPD’en blev derfor ikke starten på bæredygtighed hos PcP. Den blev dokumentationen af noget, der allerede var forankret.
EPD’en kan ligne et kvalitetsstempel. Det er den ikke.
”En EPD er ikke et certifikat i klassisk forstand,” understreger Habekost. ”Den siger ikke ’nu er dette produkt bæredygtigt’. Den siger ’her er den miljøpåvirkning, vi kan dokumentere, beregnet efter en bestemt standard, med en fast systemafgrænsning og verificeret af en uafhængig tredjepart.’”
Forskellen er afgørende.
En EPD vurderer nemlig ikke, om produktet er godt eller dårligt. Den leverer blot data.
Det svarer til fødevaredeklarationen på bagsiden af en vare i supermarkedet. Den fortæller ikke, om produktet er sundt, men hvad det indeholder.
Bag en EPD ligger der altid en LCA, som er en livscyklusvurdering. En LCA er selve beregningen af produktets miljøpåvirkning fra råvareudvinding til produktion og bortskaffelse og genanvendelse. Forskellen er, at en EPD er den standardiserede og tredjepartsverificerede udgave af denne LCA. Man kan sige, at LCA’en er regnearbejdet. EPD’en er så den kontrollerede version.
Det er en vigtig forskel, fordi:
I en tid, hvor begreber som ’bæredygtig’ og ’grøn’ fylder mere, bliver gennemsigtighed et konkurrenceparameter i sig selv. Når tallene kan kontrolleres, flyttes diskussionen fra holdninger til dokumentation.
Det er her EPD’en får sin betydning. Ikke som en dommer, men som et fælles referencepunkt.
Fordi EPD’en skulle kunne bruges i virkeligheden.
Mange virksomheder vælger en pragmatisk vej og laver EPD på ét enkeltprodukt eller nogle få standardprodukter. Det er nemmere, hurtigere og billigere.
Men PcP valgte en anden tilgang: I stedet for at dokumentere et enkelt produkt, besluttede virksomheden at dække næsten hele produktionen, i praksis omkring 90%. Deres miljøvaredeklarationer er derfor struktureret i materialegrupper, så underliggende produkter og processer kan rummes i samme model.
”Indtil videre er vi de eneste, der har gjort det inden for vores branche,” siger Habekost.
PcP valgte dette, fordi deres kunder arbejder med løsninger, ikke standardprodukter.
Samtidig ligger den største del af klimaaftrykket i råmaterialet, især for stål og aluminium. Hvis man kun dokumenterer en snæver del af produktionen og udelader processer og materialer, risikeres der at give et misvisende billede.
For stål er paradokset tydeligt.
Materialet har en lang levetid og kan genanvendes uendeligt. Det er en væsentlig styrke. Men selve fremstillingsprocessen er energitung.
”Vi skal arbejde med selve produktionen,” siger Habekost. ”De gamle kulfyrede anlæg skal erstattes af elovne, og det er ikke nok, at de kører på el. De skal bruge grøn energi. Vindkraft, vandkraft osv.”
Samtidig peger han på en anden udfordring: at vi skal blive bedre til at anvende det tilgængelige skrotmetal effektivt.
At dække 90% af sortimentet gjorde processen tungere. Men også mere retvisende.
Arbejdet begyndte med at kortlægge, hvad der faktisk indgår i produkterne: materialetyper, hvilke legeringer, hvor store andele, og hvilke processer og energiforbrug der knytter sig til de enkelte materialegrupper.
Det er ikke blot at gange nogle transportkilometer med en emissionsfaktor.
Data ligger sjældent ét sted. Det findes i indkøb, i produktionen, hos teamledere og i systemet, der er bygget til drift, ikke til LCA-beregninger. Det kræver internt tid, koordinering og en model, som kan håndtere kompleksiteten af opgaven.
Hvis modellen er for enkel, bliver EPD’en let. Men den bliver også svagere som beslutningsgrundlag.
En af de mest frustrerende og lærerige udfordringer i processen handlede ikke om manglende vilje, indsats eller data.
Det handlede om timingen.
Da PcP var en af de første i branchen, der valgte at arbejde systematisk med at få EPD’er, viste det sig at have en uventet bagside.
Midt i processen blev standarden EN15804 revideret fra A1 til A2.
I overgangsperioden eksisterede A1 og A2 side om side. Men netop som PcP var i gang med den tunge dataindsamling, blev A2 den gældende reference.
Problemet?
Det var, at de vigtigste leverandørdata var udarbejdet efter A1. Med data fra et par år tilbage.
Da råvaren udgør hovedparten af miljøpåvirkningen, betød det, at PcP i praksis stod med et fundament, der ikke passede til den beregningsramme, de var på vej ind i.
”Det betyder, at vores tal kommer til at ligge markant højere, fordi de bygger på generiske data,” forklarer Habekost. ”På den måde får vi ikke fordelene af, at vi som PcP bevidst har valgt de rigtige leverandører.”
Først i de efterfølgende opdateringer kan de mere præcise A2-data fra leverandørerne indarbejdes. Dem har vi modtaget for nyligt, og der er data, som viser væsentlige forbedringer.
En EPD er i den forstand et øjebliksbillede. Den afspejler de data og den standard, der var gældende på det tidspunkt, hvor den blev udarbejdet. Hvis upstreamdata ændrer sig, f.eks. hvis leverandører reducerer deres CO2--aftryk eller skifter energikilde, skal miljøvaredeklarationen opdateres for at følge med. Derfor er arbejdet med en LCA ikke statisk. Det er en løbende proces, hvor modellen gradvist bringes i takt med den faktiske udvikling i værdikæden.
En EPD er kun så præcis som de data, den er bygget på.
Den mest værdifulde effekt af EPD-arbejdet var ikke selve EPD’en.
Det var indsigt.
Når man får fordelt påvirkninger på materialer, processer, ressourcer og transport, bliver det tydeligt, hvor man kan forbedre sig, og hvor man ikke skal bruge tid.
For os bekræftede det især:
Det gav også et bedre grundlag for dialogen med projekterende og entreprenører, fordi vi kan levere data i et format, der passer ind i de miljøregnskaber, som bliver mere og mere almindelige.
Vi forventer, at EPD i stigende grad bliver en integreret del af standarddokumentationen i byggeprojekter – på samme måde som vi har set det med CE-mærkning (EN 1090) og kvalitetssystemer.
Det sker ikke fra den ene dag til den anden. Men når kravene til dokumentation bliver en fast del af projektleverancen, bliver EPD ikke et “nice to have”. Det bliver en forudsætning.
Og netop derfor er det vigtigt, at EPD-fortællingen også bliver lettere at forstå: ikke mindre faglig, men mere gennemskuelig. For hvis data skal skabe tillid, skal de både kunne kontrolleres – og kunne forklares.
Som Habekost ser det: ”EPD-dokumentation er til at gøre arbejdet med bæredygtighed forståelig. Men det er ikke et certifikat. Man får certificeret nogle egenskaber på et produkt. Det er noget man skal arbejde videre med. Det er en ongoing proces.”
